Hvilke fortællinger står tilbage?

Af Ulrik Vosgerau

Med begge ben på jorden i Danmark igen begynder indtrykkene fra 10 dage i Israel/Palæstina også at lande. Hvilke oplevelser og historier, der står klarest, varierer meget, når man sender 30 studerende og deres undervisere til Det hellige land. Men billeder af utroligt smukke landskaber bærer vi utvivlsomt alle; fra Golanhøjderne i nord, over Jordanflodens frodige udspring, middelhavskystens skumsprøjt og Jerusalems høje til klippemassiverne, der tårner sig op fra bredden af Det døde hav.

Spredt ud over dette varierede landskab ligger udgravninger og museer, der peger tilbage i historien og giver studerende fra religionsvidenskab og teologi vingesus fra de begivenheder, der er beskrevet i bøgerne på læsepladsen hjemme i Aarhus.

Andre steder er det historiske mere tvivlsomt, men fortællingerne er alligevel projiceret ind i landskabet som majestætiske monumenter, kirker, moskeer og synagoger, der nu står som fyrtårne og lader alverdens pilgrimme navigere i landet.

Hele holdet

Vi fandt også vej og kunne stå dér midt i det hele og fundere over stedet, folkene og fortællingerne i fortid og fremtid.  At urgamle fortællinger også tænkes i nutid og fremtid blev klart for os, da vi hver dag hørt dem skrevet og fortalt igen af præster, turistguider, taxachauffører, flygtninge, museumsfolk, bosættere og alle andre, vi mødte på vores vej.

I denne never ending story er spørgsmålet konstant, hvilke fortællinger der genfortælles, og hvem der har retten hertil. Det er nemlig vigtigt, ikke blot for at kunne nedfælde et folks fortid, men også for derigennem at kunne indskrive folkets fremtid i et område, der nok er storslået, men samtidig ikke synes stort nok.

Et sindbillede på den trange plads er Jerusalems gamle by, hvis smalle gader danne en arabesk af lyde og lugte. Her flokkes handlende, legende børn, tiggere, turister og pilgrimme, mens ortodokse jøder haster gennem mængden mod grædemuren.  Med få skridt kan man skifte fra det ene kvarter til det andet og passerer i den forbindelse ofte bevæbnede sikkerhedsvagter, der står som symboler på den konflikt, som lurer under overfladen.

I et større perspektiv er muren eller sikkerhedshegnet (afhæng af hvilken fortælling man vælger) mellem Israel og Vestbredden også et udryk for, at pladsen er trang, og at flere gør krav på den.  På begge sider af denne skillelinje fik vi lov til at høre fortællingerne, om håb, om løsninger og om drømme om en bedre fremtid – alt sammen realiserbart, hvis bare lige de andre ville…

Nemme løsninger var ikke lette at få øje på. Og som gennemrejsende har vi givetvis også kun fået en flig af det samlede billede. Der var nemlig også de historier, der aldrig blev fortalt til fulde – måske fordi de ikke egnede sig for turistører som vores: Hvad havde vores guide lavet i Gaza under sin militærtjeneste? Og hvilken rolle i konflikten havde Abbu haft, en palæstinenser vi mødte i nattelivet, som kunne retfærdiggøre, at han havde været fængslet i ni år – første gang som trettenårig?

Måske personificerede disse to figurer på vores vej mere end noget andet de skarpe streger, der er trukket i landet: Det faktum at begge gerne ville dele en øl med os på vores sidste aften i byen, gjorde at vi måtte vælge. Deres verdener kunne ikke forenes – hverken i samme fortælling, på samme bar endsige i samme kvarter i byen.

Se alle billederne fra turen ved at klikke her.

Hør hvad der gjorde indtryk på de studerende:

Read Full Post »

Et sidste sug

Sidste hele dag i Jerusalem var det eneste fælles projekt at besøge tempelbjerget. Her ligger blandt andet Klippemoskeen, hvor Muhammed siges at være steget til himmels og Al-Aqsa-moskéen, der regnes for et af de helligste steder inden for islam.

Klippemoskeen

Resten af dagen blev brugt til at suge de sidste indtryk til sig – nogle gik turen rundt på Jerusalems bymur, andre var en sidste gang forbi Grædemuren, og stor set alle kastede sig ud voldsommen forhandlinger om prisen på souvenirs med byens handlende.

Om aftenen oplevede vi en reminiscens af kolonitiden, da vi alle spiste på The American Colony Hotel, inden natten kaldte på arabisk dans.

Se dagens billeder på flickr

Se et miniportræt af Jerusalem:

Read Full Post »

Israels største attraktion

Af Anna Bank Jeppesen, Jari Tollestrup Jensen og Christian Berwald

I dag vil vi anmelde en af hele turens største attraktioner, nemlig toiletterne*. Vi har valgt i respekt for vores værter, at belønne dagens toiletter med Davidsstjerner:

Sankt Georgos klosteret
Efter at have kørt gennem varm ørken* på smalle veje kom vi til Sankt Georgos klosteret, der var hugget ud i klippen, som vi kunne se fra vores udkigspost. Efter en tur tilbage til parkeringspladsen, som kraftigt byggede amerikanske turister* tog på æselryg, kunne man godt have brug for at skylle* lugten af æsel og angstens sved fra køreturen af, men her skuffede attraktionen ved ikke at have et toilet.

Davidsstjerner: (ub)

Sankt Georgos klosteret

Qumran
I Qumran begyndte vi med Israels svar på Avatar*, nemlig 4d-biograffilm akkompagneret af panfløjtemusik. Efter denne kvalmende oplevelse var der absolut behov for toiletter, men det virkede som om, at toiletterne sidst var blevet rengjort*, da rullerne blev skrevet – lugt af urin og toiletter som ikke virkede var, hvad vi blev mødt af. Efter en rundvisning i ruinerne og en Indiana Jones-lignende bjergbestigning op til Hule 9,  var det djævelens* værk, at man ikke kunne bruge toiletterne på grund af urindampe.

Davidsstjerner: **

Det Døde Hav (Ein Gedi)
Efter advarslen fra vores guide om ikke at åbne nogle af menneskekroppens huller: ”…Especially two holes. If you do, the dead sea won’t be hurt, but you will!”,  var det ren ondskab at blive tvunget til at betale for at bruge omklædningsrummet/toilet, som end ikke levede op til hverken dansk eller (forhåbentlig) israelsk standard. Dog trak det op, at man, efter at have taget en flyder i det døde hav, mens man læste i det nye testamente, kunne skylle sig ganske gratis.

Tid til lidt hyggelæsning ved Det døde hav

Davidsstjerner: *

Masada
Turen op på fæstningen Masada indebar en svævebanetur* højt op!, hvilket godt kunne sætte gang i flere processer, som toiletter kunne afhjælpe. Efter en sveddryppende hurtig rundvisning (da stedet lukkede tidligt pga. den jødiske påske) på Masada-plateauet, gik turen af slangestien ned af det høje bjerg, hvilket krævede sin mand*. Dette var højst strabadserende, og behovet for toiletter var større end nogensinde før, og her levede det forjættede lands lyksaligheder op til sit fulde. Der var både air-con, rent og nok toiletter til at dække behovet for alle Jerusalems døtre.

Davidsstjerner: *****

Teologisk-dansk noteapparat:

*Toilet: Kendt i Biblen som latrin

*Ørken: Jf. Exodus og Mark.

*Amerikansk turist: oversøisk angelsaksisk pilgrim

*Skylle: Tvætte rent jf.: ”Hil dig frelser og forsoner”

*Avatar: Populærfilm svarende til den bibelske historie om David og Goliat

*Rengjort: Jf. renselsesritualer i Leviticus

Se de dramatiske billeder fra opstigningen til hule 9 i Qumran:

Se dagens billeder på flickr

Read Full Post »

Indtryk fra en bosættelse

Af Sanne A. Hansen og Natasa Milosevic

Mar Saba

08:00 stod vi klar i foyeren på Paradise Hotel. Tydeligt præget af gårsdagens indtryk var vi nu klar til at gå en ny spændende dag i møde.

Dagen startede med at vi skulle en tur ud i Judæas ørken og se Mar Saba klosteret. På grund af små og stejle veje måtte vi skifte vores tour bus ud med to små minibusser, hvor det allerede blev klart at det ville blive en begivenhedsrig dag. Med temaet fra Indiana Jones begav vi os ud på eventyr i ørknen, som startede med et spændende oplæg fra Rikke og Simon Emil, om netop Mar Saba klosteret. Efter oplægget var der mulighed for at vandre ned i dalen under klosteret, i ægte adventure stil. Da solen efterhånden var kommet godt op på himlen, kan det ikke komme bag på nogen, at det efterhånden var blev meget varmt, hvilket gjorde at det blev lidt hård at vandre op fra dalen. Skrålen af Disneysange og de flotte omgivelser, gjorde at turen gik næsten som en leg – og dog!

Efter klosteret var der afgang mod bosættelsen Gush Etzion. Første stop var ved bosættelsens kibbutz Kfar Etzion, hvor vi så en 20 år gammel film, som handlede om bosættelsens historie, helt tilbage fra de tidlige zionistiske pionere. Filmen gjorde store indtryk på godt og ondt hos mange af os, men under alle omstændigheder var det en film som fremlagde konflikten fra Israels side. Tiden var nu kommet til at vi skulle møde en amerikansk bosætter, som fortalte om hendes og familiens liv i bosættelsen.

Et indblik i en bosætters verden

Det var tydeligt, at man nu hørte om konflikten fra et helt andet synspunkt, end det vi havde hørt dagen forinden i Betlehem. Der var ikke tid til så mange spørgsmål og svar, men der er ingen tvivl om at hendes historie og fremlægning af denne, gjorde indtryk på den ene eller anden måde.

Efter en velfortjent frokost begav vi os ud til Herodion, som var et af Herodes Den Stores fantastiske bygningsværker, hvor også hans grav er blevet fundet. Denne gang var vi på toppen af en høj i stedet for i bunden af en dal, men temperaturen var ikke faldet af den grund. Vi gik i gennem de store cisterner, som er bygget under borgen, og her stod det endnu engang klart, at man allerede dengang havde fantastiske byggeteknikker. Herodion var sidste punkt på dagens program og turen gik nu tilbage til Jerusalem, i håb om at nå at fange et glimt af Palmesøndagsparaden.

Fantastisk udsigt fra Herodion

Inden vi ramte Jerusalem skulle vi igennem et af de berygtede checkpoints hvor to bevæbnede soldater kom ind i bussen for at tjekke vores pas. Denne oplevelse var med til at minde os om situationen i landet. Det var dog ikke værre end at der var mulighed for at få taget et enkelt turistbillede med en af soldaterne. Efter at vi har fået dannet stærke indtryk og hørt om konflikten fra begge sider, er vi nu klar til sidste etape af vores rejse, som nok også bliver helt fantastisk.

Se levende billeder fra vores oplevelser på Vestbredden:

Se dagens billeder på flickr

Read Full Post »

At bygge bro

Af Maria Rosenvinge og Maria Thykær

Klokken 7.59 i Jerusalem stod vi søvnige men parate til at begive os mod Vestbredden, alle spændte på hvordan passagen gennem check pointet ville forløbe. Vi havde pas ved hånden, da vi nåede til en lang, 10 meter høj, grå betonkonstruktion også kendt under navne som sikkerhedshegnet, apartheidmuren, separationsbarrieren eller slet og ret muren – en sag har som  bekendt altid to sider og i Israel/Palæstina ofte flere.

Vi mødte muren på den palæstinensiske side og blev overvældede af dens voldsomme fremtoning foran os og dens lighed med Berlinmuren dog i en overdimensioneret størrelse. Muren prydes af billeder og graffiti med statements, som udtrykker Palæstinensernes frustrationer, håb, vilje og holdninger: ”You stole our land, yet we are called the criminals”, ”Once a human rights teacher was born in Betlehem” er blot nogle af de få, som gjorde indtryk på os.

Muren går lige lukt igennem en før så ellers befærdet shopping gade, som nu ligger øde hen. I et fjernt hjørne ligger to små souvenir butikker, som af muren er blevet afskåret fra et hidtidigt kundegrundlag, og ejerne blev derfor glade, da vi lagde en stor del af vores lommepenge dér.

Vores næste stop var Universitetet i Betlehem, hvor vi talte med to palæstinensiske kristne studerende og deres professor om livet bag muren med dagligdagens forhindringer, begrænsninger og utryghed, men også om håbet for fremtiden og en bedre tilværelse med frihed og lighed.

Med disse personlige beretninger i tankerne begav vi os ned til den lutherske kirke, hvor vi diskuterede bl.a. kontekstuel teologi med Mitri Raheb, som er stedets præst. Efter en tiltrængt frokost fortsatte vi vores tur i Betlehem, som naturligvis skulle inkludere et besøg i fødselskirken, stedet hvor frelseren ifølge Matt. og Luk. blev født.

Drenge i flygningelejren

Dagens sidste oplevelse fik vi i Deheisheh, som er en flygtningelejr for statsløse Palæstinensere. Vi gik gennem de slidte, snævre gader mellem faldefærdige, grå huse ført af én af lejrens beboere, Rashid, som fortalte sin og områdets historie.  På tagtoppene står vandbeholdere til vandforsyning i tilfælde af, at israelerne, som ifølge Rashid styrer alt i området,  lukker for vandet.

Efter en dag, som stod i de personlige beretningers tegn, tjekkede vi ind på Paradise Hotel, i en by hvor paradiset lader vente på sig. Når vi i aften lægger hovedet på puden, vil ordene fra den unge, palæstinensiske studerende formentlig give anledning til eftertanke: ”If you want peace you don’t build walls you build bridges”…

Se dagens billeder på flickr

Read Full Post »

At komme helligdagen i hu

Af Laura Håkansson

Fredag er en særlig dag for muslimer og jøder, for når solen går ned lyder mineraten og shofar’en, og så er sabbatten begyndt. Alt det, der skal nås inden sabatten, skal altså gøres fredag. Så selvom det ikke er fredag, der er helligdag, så har meget lukket og børnene får tidligt fri fra skole. De ortodokse jøder har f.eks. et bestemt antal skridt de må gå på en sabbat, så det er om at være forberedt, når dagen kommer! Sabbatten er jeg stødt på to gange i dag: Første gang var til frokost, hvor jeg måtte lide den tort ikke at kunne finde et sted, der serverer pasta. Hotel Golden Walls ligger nemlig i Østjerusalem, som bebos af muslimske israelere, og  ja, så var meget altså lukket i dag. Men så er det godt ”suq’en aldrig sover”, – det blev ikke til pasta, men dog frokost! I den forbindelse er Den Gamle By jo også svær at få nok af.

Det bringer mig til dagens anden oplevelse af sabatten: I eftermiddags var vi nemlig på byvandring i Mea Shearim, som er det kvarter, hvor de ortodokse jøder bor. Her var også lukket i næsten alle butikker og gaderne stille og næsten tomme. Sort- og guldklædte mænd i lange gevanter med lange slangekrøller, skæg og eksotiske hovedbeklædninger strøg målrettet gennem gaderne. Udenfor husene legede søskendeflokke på et halvt til et helt dusin ved mange af husene, og de fyldte mest i gadebilledet på vores tur. De små drenge løb rundt i sorte strikveste med slangekrøllerne hoppende og dansende om kinderne og lange skjorte ærmerne.

Drengene er klar til vandring i Mea Shearim

Pigerne var også i sorte eller grå kjoler med mørke strømpebukser og lange ærmer. Tørklæder var dog forbeholdt de voksne kvinder. Det mindede lidt om de dage i Danmark, hvor man også klædte børnene på som miniatureudgave af de voksne. Ligeså var der også skilte rundt omkring henvendt til turisterne, der henstillede til ”fremmede” klædte sig tækkeligt og ikke ”irriterede deres følelser”. Ned ad én gade frabad de sig at kvinder iført bukser gik! Og dér har vi jo en parallel til Danmark for ca. 100 år siden, hvor vi kan kende tingene igen…

I formiddags var vi også ude at spadsere: 1,5 times gang op ad bakke i morgensolen til Israelmuseet! Det sidste stykke var dog ned i en idyllisk dal beplantet med træer og udsigt til Knesset (Israels folketing). Vel ankommet til Israelmuseet viste fortalte Anders Klostergaard os om Shrine of the Books (på dansk kaldet dødehavsrullerne), hvorpå vi gik ind i den imponerende bygning, som er formet som en kæmpe krukke, som dem rullerne blev fundet i. Indeni er tekstfragmenterne udstillet i en rund montre over to etager, der har form som en torahrulle.  Enkelte tekster på udstillingen var vokaliseret, og dér var det rigtig sjovt at gå sammen med en anden teolog og stave sig igennem det hebraiske, – og endda kunne oversætte enkelte ord. Det lyder måske ikke af meget, men det er ikke så ofte, man støder på en mulighed for at bruge sine sprogkundskaber i en spontan sammenhæng.

Shrine of the books

Men Israelmuseet havde også meget andet at byde på. Noget, der gjorde stort indtryk på mig var i afdelingen for moderne kunst, hvor en kunstner havde lavet et moderne fotografi af den sidste nadver efter Leonardo Da Vinci’s billede, men med soldater i alle rollerne! Jesus så tænksom, måske desillusioneret og lidt fortabt ud… Men det kan man også nemt blive i denne ulignelige smeltedigel af religiøse konstellationer og mennesker. Aldrig har jeg været et sted, hvor folk slås og generer hinanden så meget…

Se dagens billeder på flickr

Read Full Post »

I str. 42’s fodspor

Af Simon Emil Koefoed og Charlotte Heijkoop

Og det blev onsdag aften, da vi ankom til det skønne Golden Walls Hotel i Jerusalem. Efter en lang nat, forstyrret af kattejammer og trafikstøj, drog vi i samlet flok små hundrede meter hen ad gaden til Damaskusporten; en af de syv porter der fører ind i Den Gamle By i Jerusalem.

En travl handelsgade i Den gamle by

Straks vi trådte ind gennem den store port, overvældedes vi af stemningen i de smalle gader; morgenvarerne skulle fragtes frem med råb og fart, så de travle handlende kunne gøre deres morgenindkøb og sælgerne var allerede på deres pladser ”Where are you from?” ”I have special price for you!”  og ”I know you!”.
Omgivet af tørklædebutikker, grøntsagshandlere, shawamaboder, souvenirbutikker og meget andet begav vi os i rask (Klostergaard-trav) mod Opstandelseskirken, som er den mestbetydningsfulde kirke for kristne. Foran kirken så det ikke ud af meget; en lille forplads og slidte facader, men en ganske anden oplevelse var det, da vi trådte ind i kirken! Ved indgangen var stedet, hvor man mener at Jesus blev salvet, og rundt om hjørnet kom vi til det helligste: Jesu grav – en arklignende store kasse, hvor vi efter lang tids venten, så hans grav. Alt imens vi stod og ventede rundt om graven, kom en larmende minitraktor kørende tværs gennem kirken, til vores store overraskelse – sådan mødes kontrasterne mellem det hellige hvilerum og den travle daglig i Jerusalem!

Efter vandring rundt i den store kirke og en velfortjent siesta, kørte vi i taxaer til toppen af Oliebjerget.  Her begyndte vi nedstigningen af den rute Jesus, for ca. 2000 år siden, slæbte sig selv op af med korset på ryggen. Vi begyndte derfor med at se stenen, hvorfra Jesus tog afsæt, da han for til himmels – og vi kan i den forbindelse oplyse om, at Jesus ca. brugte str. 40-42 i (Jesus-)sandaler!

Klostergaard forelæser

Derefter gik vi til Fadervor kirken, hvor specielt de religionsvidenskabelige studerende var glade for at kunne brilliere med deres sprogkundskaber, da Fader Vor, blandt mange sprog, også stod skrevet på norrønt! Videre gik turen forbi de store jødiske begravelsespladser foran tempelpladsen, og til Gethsemane Have, hvor Judas, som bekendt, forrådte Jesus. Til sidst lagde vi vejen forbi Jomfru Marias gravhule og Davids by, hvor en lille flok modige studerende og Klostergaard tog turen gennem Hezekiels tunnel.

Efter en lang dag får vi en velfortjent øl, spiller kort og hygger i hotellets foyer. Uret ringer i morgen kl. 05:40 og kl 06:00 går turen, for de morgenfriske, til gudstjeneste i Opstandelseskirken! Godnat!

Se dagens billeder på flickr

Read Full Post »

På vej til Jerusalem

Efter dagens morgenmad blev der tjekket ud og vinket farvel til Genesaret Sø, som enkelte nåede at få en dukkert i. Dagens mål var Jerusalem, men undervejs blev flere seværdigheder besøgt:

Dagens første stop var ved nationalparken Bet She’an. Stedet rummer 5000 år gammel evidens på egyptisk tilstedeværelse, men er kendt for at rumme de mest velbevarede rester af en romersk/byzantinske by i Israel. Byen, der blev forladt efter et jordskælv, fremstår i dag som et kæmpe udgravningssite blandt andet med et imponerende amfiteater.

Næste stop var Bet alfa synagogen, der er kendt for sit 1500 år gamle mosaikgulv. Mosaikkens opbygning ligner meget, den mosaik vi har kigget på i Sepphoris, og det gav grobund for komparative diskussioner og de to mosaikkers betydning.

Eftermiddagen blev tilbragt i Caesarea Maritima. Denne romerske havneby, der blev grundlagt af Herodes, har engang stået som en imponerende port til Palæstina, med sin beskyttede havn, flotte templer og amfiteater.

Her på atlanterhavets kyst hørte vi oplæg fra Sasha, Helle, Eva Elisabeth og Kristian – se de levende billeder:

Se dagens billeder på flickr

Read Full Post »

Jordans kilder og tilbage igen

Hvor går skellet mellem historiske steder,  og helligsteder etableret for at fejre mytologien og traditionerne? Det var et af temaerne for dagens tætpakkede tur, der begyndte i Jesu fodspor: I Tagbha ligger en kirke på det sted, hvor Jesus efter sigende forvandlede to fisk og fem brød til mad til fem tusinde, og her finder man også de ældste kristne mosaikker i Israel
.

Kapernaum er central i jesusmytologien, som udgangspunktet for Jesu forkyndelse – her skal helberedelsen af den lamme have fundet sted, her kaldes de første disciple, og her starter den succesfulde Jesus (starten af markusevangeliet).
Kapernaum bliver vigtig i pilgrimsfærden i 3.-5. århundreder, byen erobres af muslimer i det 7. Århundrede, ødelægges senere ved naturkatastrofe,  og bliver igen en vigtig pilgrimsinstitution fra det 19. århundrede.

Ikke langt fra Kapernaum ligger en kirke på stedet, hvor bjergprædiken skal være blevet holdt, og pilgrimme fra hele verden nu flokkes.

Fra de historiske og mytologiske levn efter Jesus gik turen nordpå, hvor vi så Tel Dan, der betragtes som den nordligste del af det klassiske Israel. Denne Tel er en af få, der er udgravet ned til Jernalderlaget.

Dagen bød også på skumsprøjt fra to af Jordanflodens tre kilder. Ved udspringet i Bania holdt Laura oplæg om Josefus, der som historieskriver for den romerske kejserfamilie, også beskrev de kampe, der har været om det vandrige område.

Konflikter er stadig et aktuelt tema i det nordlige Israel, hvor minebælter flankerede vores vej gennem druserlandsbyer op  i Golanhøjderne, der har været under israelsk herredømme siden krigen i 1967. Her indtog vi omblæste udsigten ind i Syrien inden, før turen gik tilbage til bredden af Geneserat sø, hvor der blev serveret st. Peters fisk på restauranten.

Se de levende billeder, hvor vors guide Eilan, lægger ud med at gennemgå dagens rute:

Se dagens billeder på flickr

Read Full Post »

Sepphoris, Nazareth og Akko

Sandalerne og de korte ærmer var med god grund fundet frem fra morgenstunden. Vi startede dagen med at køre til den arkæologiske udgravning Sepphoris, der er central i forskningen i den historiske Jesus. Byen har været hellenistisk influeret og spørgsmålet bliver forskningsmæssigt, om det også har influeret på Jesus. Det er ikke usandsynligt, da Jesu barndomsby Nazareth kun ligger to bakketoppe fra Sepphoris.

Sepphoris' Mona Lisa

Netop Nazareth var næst programpunkt. Her fordelte vi os til frokost i de små arabiske gaderestauranter før vi skulle besøge et af de vigtigste kristne pilgrimsmål: Bebudelseskirken. Navnet kommer af at kirken ligger på stedet, hvor Maria efter sigende fik at vide af ærkeenglen Gabriel, at hun skulle føde Guds søn.
Eftermiddagen og aftenen tilbragte vi ved middelhavskysten i Akko, hvor vi beså resterne af den imponerende korsridderborg på stedet og fandt aftensmad i de lokale restauranter.

Undervejs holdt teologistuderende Christine samt Lea og Mette Marie fra religionsvidenskab oplæg:

Se dagens billeder på flickr

Read Full Post »