Af Ulrik Vosgerau
Med begge ben på jorden i Danmark igen begynder indtrykkene fra 10 dage i Israel/Palæstina også at lande. Hvilke oplevelser og historier, der står klarest, varierer meget, når man sender 30 studerende og deres undervisere til Det hellige land. Men billeder af utroligt smukke landskaber bærer vi utvivlsomt alle; fra Golanhøjderne i nord, over Jordanflodens frodige udspring, middelhavskystens skumsprøjt og Jerusalems høje til klippemassiverne, der tårner sig op fra bredden af Det døde hav.
Spredt ud over dette varierede landskab ligger udgravninger og museer, der peger tilbage i historien og giver studerende fra religionsvidenskab og teologi vingesus fra de begivenheder, der er beskrevet i bøgerne på læsepladsen hjemme i Aarhus.
Andre steder er det historiske mere tvivlsomt, men fortællingerne er alligevel projiceret ind i landskabet som majestætiske monumenter, kirker, moskeer og synagoger, der nu står som fyrtårne og lader alverdens pilgrimme navigere i landet.
Vi fandt også vej og kunne stå dér midt i det hele og fundere over stedet, folkene og fortællingerne i fortid og fremtid. At urgamle fortællinger også tænkes i nutid og fremtid blev klart for os, da vi hver dag hørt dem skrevet og fortalt igen af præster, turistguider, taxachauffører, flygtninge, museumsfolk, bosættere og alle andre, vi mødte på vores vej.
I denne never ending story er spørgsmålet konstant, hvilke fortællinger der genfortælles, og hvem der har retten hertil. Det er nemlig vigtigt, ikke blot for at kunne nedfælde et folks fortid, men også for derigennem at kunne indskrive folkets fremtid i et område, der nok er storslået, men samtidig ikke synes stort nok.
Et sindbillede på den trange plads er Jerusalems gamle by, hvis smalle gader danne en arabesk af lyde og lugte. Her flokkes handlende, legende børn, tiggere, turister og pilgrimme, mens ortodokse jøder haster gennem mængden mod grædemuren. Med få skridt kan man skifte fra det ene kvarter til det andet og passerer i den forbindelse ofte bevæbnede sikkerhedsvagter, der står som symboler på den konflikt, som lurer under overfladen.
I et større perspektiv er muren eller sikkerhedshegnet (afhæng af hvilken fortælling man vælger) mellem Israel og Vestbredden også et udryk for, at pladsen er trang, og at flere gør krav på den. På begge sider af denne skillelinje fik vi lov til at høre fortællingerne, om håb, om løsninger og om drømme om en bedre fremtid – alt sammen realiserbart, hvis bare lige de andre ville…
Nemme løsninger var ikke lette at få øje på. Og som gennemrejsende har vi givetvis også kun fået en flig af det samlede billede. Der var nemlig også de historier, der aldrig blev fortalt til fulde – måske fordi de ikke egnede sig for turistører som vores: Hvad havde vores guide lavet i Gaza under sin militærtjeneste? Og hvilken rolle i konflikten havde Abbu haft, en palæstinenser vi mødte i nattelivet, som kunne retfærdiggøre, at han havde været fængslet i ni år – første gang som trettenårig?
Måske personificerede disse to figurer på vores vej mere end noget andet de skarpe streger, der er trukket i landet: Det faktum at begge gerne ville dele en øl med os på vores sidste aften i byen, gjorde at vi måtte vælge. Deres verdener kunne ikke forenes – hverken i samme fortælling, på samme bar endsige i samme kvarter i byen.
Se alle billederne fra turen ved at klikke her.
Hør hvad der gjorde indtryk på de studerende: