Af Laura Håkansson
Fredag er en særlig dag for muslimer og jøder, for når solen går ned lyder mineraten og shofar’en, og så er sabbatten begyndt. Alt det, der skal nås inden sabatten, skal altså gøres fredag. Så selvom det ikke er fredag, der er helligdag, så har meget lukket og børnene får tidligt fri fra skole. De ortodokse jøder har f.eks. et bestemt antal skridt de må gå på en sabbat, så det er om at være forberedt, når dagen kommer! Sabbatten er jeg stødt på to gange i dag: Første gang var til frokost, hvor jeg måtte lide den tort ikke at kunne finde et sted, der serverer pasta. Hotel Golden Walls ligger nemlig i Østjerusalem, som bebos af muslimske israelere, og ja, så var meget altså lukket i dag. Men så er det godt ”suq’en aldrig sover”, – det blev ikke til pasta, men dog frokost! I den forbindelse er Den Gamle By jo også svær at få nok af.
Det bringer mig til dagens anden oplevelse af sabatten: I eftermiddags var vi nemlig på byvandring i Mea Shearim, som er det kvarter, hvor de ortodokse jøder bor. Her var også lukket i næsten alle butikker og gaderne stille og næsten tomme. Sort- og guldklædte mænd i lange gevanter med lange slangekrøller, skæg og eksotiske hovedbeklædninger strøg målrettet gennem gaderne. Udenfor husene legede søskendeflokke på et halvt til et helt dusin ved mange af husene, og de fyldte mest i gadebilledet på vores tur. De små drenge løb rundt i sorte strikveste med slangekrøllerne hoppende og dansende om kinderne og lange skjorte ærmerne.
Pigerne var også i sorte eller grå kjoler med mørke strømpebukser og lange ærmer. Tørklæder var dog forbeholdt de voksne kvinder. Det mindede lidt om de dage i Danmark, hvor man også klædte børnene på som miniatureudgave af de voksne. Ligeså var der også skilte rundt omkring henvendt til turisterne, der henstillede til ”fremmede” klædte sig tækkeligt og ikke ”irriterede deres følelser”. Ned ad én gade frabad de sig at kvinder iført bukser gik! Og dér har vi jo en parallel til Danmark for ca. 100 år siden, hvor vi kan kende tingene igen…
I formiddags var vi også ude at spadsere: 1,5 times gang op ad bakke i morgensolen til Israelmuseet! Det sidste stykke var dog ned i en idyllisk dal beplantet med træer og udsigt til Knesset (Israels folketing). Vel ankommet til Israelmuseet viste fortalte Anders Klostergaard os om Shrine of the Books (på dansk kaldet dødehavsrullerne), hvorpå vi gik ind i den imponerende bygning, som er formet som en kæmpe krukke, som dem rullerne blev fundet i. Indeni er tekstfragmenterne udstillet i en rund montre over to etager, der har form som en torahrulle. Enkelte tekster på udstillingen var vokaliseret, og dér var det rigtig sjovt at gå sammen med en anden teolog og stave sig igennem det hebraiske, – og endda kunne oversætte enkelte ord. Det lyder måske ikke af meget, men det er ikke så ofte, man støder på en mulighed for at bruge sine sprogkundskaber i en spontan sammenhæng.
Men Israelmuseet havde også meget andet at byde på. Noget, der gjorde stort indtryk på mig var i afdelingen for moderne kunst, hvor en kunstner havde lavet et moderne fotografi af den sidste nadver efter Leonardo Da Vinci’s billede, men med soldater i alle rollerne! Jesus så tænksom, måske desillusioneret og lidt fortabt ud… Men det kan man også nemt blive i denne ulignelige smeltedigel af religiøse konstellationer og mennesker. Aldrig har jeg været et sted, hvor folk slås og generer hinanden så meget…
Skriv en kommentar